lørdag den 29. oktober 2016

Fra en anden verden



Jeg går egentlig rundt og tror at jeg har ganske godt tjek på markedet!
Ja, altså producenter og leverandører indenfor de mere specielle haveplanter. Nogen nye kommer til andre lukker, men i det store har jeg ment, at det havde jeg da styr på.

Derfor er det nok meget sundt at måtte erkende at sådan var det så ikke.

Og så specielt inden for Iris, en slægt jeg har stor interesse for!

En stor tjekket leverandør der fuldstændig er gået under min radar. Ingen linker til dem, ingen omtaler dem, heller ikke her i vores haveblogland.

I vores verden.

Men der er jo andre verdener.

Derfor var det med ekstra spænding at jeg modtog varer fra dem:
Det nyeste indenfor Pseudata Iris, Louisiana Iris og ensata.
Fra en leverandør hvis udgangspunkt ikke er haven - men vandlandet.
De har masser af vandplanter, åkander, nøkkeroser og de mest fantastiske hybridder mellem Nelumbo (=Lotus) og Nymphea, se lige her "Queen Sirikit". Bare at få lov at give en plante det navn i Thailand...

Firmaet hedder Nymphaion. Leverancen jeg modtog var supertjekket, alt var med, det var store flotte planter.
Pseudata kommer vi til at se meget til fremover, og Louisiana forstår jeg faktisk ikke rigtigt hvorfor ikke allerede er vildt populære.

Det hele er nu kommet godt i jorden, jeg er spændt på hvor meget der allerede vil blomstre næste år!
Og vejret må man sige har været med os. En mini "indiansummer" i torsdags og mild blæst fra vest dagene efter. Imorgen søndag ser det ud til at vinden lægger sig!

Og jeg får måske et bedre billede af denne her:
Ja, det er Meconopsis cambria, for det hedder den da vist endnu?
Nylige gentest har vist at den snarere er en en Papaver, altså valmue, og derfor bør have sit gamle navn igen:  Papaver cambricum (L) - og det er jo helt flot: Der er en stor veneration forbundet med Carl von Linnés oprindelige navne. Men da cambria er den først definerede Meconopsis, vil det medføre at navnene på alle de asiatiske åbenbart vil blive ugyldige.

Jo, de der definerer plantenavne, lever jo også i deres egen verden. 

I ønskes alle en dejlig fortsat weekend/helg




fredag den 28. oktober 2016

Indian Summer!



Sikken en dag!

Sol, stille, smådiset og dejlige efterårsfarver, hvad kan vi forlange mere på denne årstid, nu i slutningen af oktober?

Bierne kom frem igen, og jeg så en enkelt sommerfugl!

Og ellers stod dagen i rosernes tegn, for hvorfor skulle de ikke benytte sig af muligheden og lige vise et par blomster?


"Summer lodge" -Pierre Orard 2007-  Lidt mere afdæmpet i farverne, men med superflot og sund genblomstring!

Og min "årets rose" fra sidste år:
"Alissar, Princess of Phoenicia" -Harkness 2009-  Også den er i hopla med imponerende genblomstring.

Og denne "grønne" sag bliver da også bare ved:
 "Lovely Green" -Meilland 2004- i solen.
Med disse morsomme kompakte blomsterknopper, der bare ikke vil vikle sig ud. Imponerende at de ikke forlængst er rådnet, men de lader til at ignorere regn og vind.

Det har denne ikke gjort:
"Honorine de Brabant" -Rémi Tanne 1916-. Nok årets sidste blomstring på denne halvhistoriske sag.

Nu vi er ved det historiske, så har min ukendte da også flashet en blomst:
Jeg aner ikke hvad det er.
Ingvill foreslog "Jacques Cartier" og jeg synes jo løvet passer, men at min blomst er mere fyldt? Men det link jeg har fundet, er til en, der ligner temmelig godt i blomsten. Så indtil videre er det "Jacques Cartier" -Jean Desprez  1842-.

De lover kraftig vind idag, men i en stille krog, i læ, håber jeg på en lille "Indian summer" fortsættelse idag!




onsdag den 26. oktober 2016

Når skyerne er brændt af



Det blev en af de gode dage. Pludselig kom solen gennem de grå skyer. Vi fik et par timer med lange skygger og lav sol.

Så frem med kameraet. Og finde årstidens detaljer

Her er lidt resultater:
De er stadig gode hindbærene, lidt mere syre og lidt mindre frugtsødme, årstiden fornægter sig ikke.


 Paeonia delavayi laver stadig nye blomsterknopper 

Liatris...

Jeg er spændt på min "indiansummer" imorgen, meteorologerne har vist ikke helt opdaget det endnu. 

Men jeg er optimist!



søndag den 23. oktober 2016

En lille forglemmelse - opdateret



Sådan er det når man er begejstret, og det går lidt hurtigt. Jeg glemte helt at vise denne superglade, men også ukendte rose: 
Hvad er det for en? 
her først i torsdagens sol, og her hvor jeg skygger:
Den står hos en god planteven og navnesedlen er gået til, så hun ved ikke hvad det er. 

Og nu hvor jeg sidder i gråvejret og regnen, og tagger billeder, falder jeg lige over dem igen. Jeg synes den minder om noget, jeg har set her i haveblogverdenen... Måske du ved hvad det er?

En mail ledte mig på sporet, det er sandsynligvis "Kleopatra" også kendt som "New Kleopatra" - en Kordes sag fra 1994.

Sidste år var det nærmest varmt i disse dage, en 17-18 grader var det vist. I år er det ikke alle dage vi når over de 5-8 grader, og det sætter sit præg på den hastighed alt har, se bare på denne rose:

sidste weekend:
Og i solen i torsdags: 
Nej, der er næsten ingen forskel, bortset fra det rent fototekniske, hvor gråvejret på første billede får baggrunden til at forsvinde, jeg bruger en større blænde, og får mindre dybdeskarphed, jeg synes det får motivet til at træde bedre frem?

Rosen er iøvrigt "Lovely Green" -Meilland 2004-  en sund rose, som laver disse hvidelige blomster-bolde, der ikke sådan lige vil åbne sig.

Nå, jeg håber på opholdsvejr idag, der er kommet spændende supernye planter, og de skulle gerne i jorden!

Mere om det næste gang.

Ha en dejlig søndag.



fredag den 21. oktober 2016

Med solen tilbage




Jeg så det med det samme da jeg kiggede ud: Det bliver en fantastisk dag! 
Med gode kollegers hjælp fik jeg hurtigt arrangeret en ledig formiddag.

For igår fik vi solen tilbage, vi fik bier og humler, vi fik varmen og en snert af sommeren.

Den har ellers langt væk de sidste mange dage, sommeren! 
En rose med blomst i tre faser. Det er selvfølgelig: Paula Vapelle  -Ivan Louette 2002-
Mere rosa i sit udspring, nu hvor alt går lidt langsommere.

Der kom også et par enkelte sommerfugle, men jeg fik ingen billeder, de har masser af mad, og lægger æg nu.

Men der var andre der hyggede sig i blomsterne: 
En blomsterflue jeg ikke lige har artsbestemt.

Og der var masser af honningbier 
Smurt ind i pollen, og ved at fylde sækkene.

Sjovt som de specialiserer sig
Denne humle får tydeligvis sin lyse pollen fra voksurten.

Og så fulgte jeg lige op på mine "årets rose":
Jeg har jo kun haft to endnu, den første var denne Austin ting "Munstead Wood" lækker dyb fløjlsagtig i farven nu. 
Det bliver nok det sidste i år for denne, den brændte det hele af i september.

Derimod er der fuld gang i sidste års Hulthemia roser:
'Alissar, Princess of Phoenicia' -Harkness 2009-
Nu lover vejrudsigterne igen masser af regn og ingen rigtig varme, men alle mine Hulthemiaer har pænt med blomsterknopper, så når min "indian summer" kommer er der lagt op til en flot finale.

Jeg er gået igang med at fundere over året rose for i år, der er en del kandidater. Faktisk også bland nogen jeg endnu ikke har vist, der har været så mange!. 

Den fineste igår var nok denne:
Morden "Snowbeauty" - Lynn M. Collicutt 1984-

Ren fin og hvid, og også her med masser af nyt på vej

Jeg ønsker alle en dejlig weekend/helg.



mandag den 17. oktober 2016

Nye frø



Iaften sidder jeg lige og skal til at ajourføre frølisten

Nyt er kommet til og der er selvfølgelig en del der er væk nu, og må streges ud. Sådan er det jo med den dynamiske liste.

En favorit er på banen igen:
Paeonia delavayi, der startede helt forfra i år. Den har alligevel masser af frø!

Og det samtidig med at den sætter nye blomster!
Det skal jeg ikke lige kunne forklare.

Her er lige et billede på en Iris:
Iris pseudacorus "Seakrill" superflot der i juni, og den har givet frø, masser af frø!  
Den er med i frølisten.

Nå, du vil også ha en rigtig blomst...

Jeg synes jo bestemt at en Iris er en rigtig blomst, og så vil du ha en rose...?

Ja, hvad skal man sige?
Hvad siger du så til denneher?:
Rhapsody in blue -Frank R. Cowlishaw 1999

Sjovt at se at alle disse "blå" roser så ofte har den samme rose i sin afstamning, en rose med det aparte navn: "International Herald Tribune". Man kan egentlig godt se slægtskabet.

Nå det var frøene vi kom fra:

Og der er mere på vej:
Flotte frøkapsler på liljerne, her er det kryds på "Black Beauty" 

God fornøjelse!



fredag den 14. oktober 2016

Akut i jorden




Når man sådan kommer tilbage til Danmark
Og der har ligget en pakke rigtig længe, så er det bare med at få de mest sårbare i jorden temmelig hurtigt:
Rigtig pænt og ordentlig pakket, og sager man ikke ser hver dag. Trilliummen kom i "skovbedet" og de tre Nomocharis i et højbed, hvor der er ekstra styr på det hele.

Sendingen er fra Jacques Amand International, og jeg gik egentlig efter noget helt andet hos ham, nemlig de fantastiske Iris reticulata fra Canada og Alan McMurtrie. Jeg var heldigvis tidligt ude, meget er udsolgt nu. Dem nåede jeg ikke at få i jorden idag, men det er jo iøvrigt løg, så det var ikke så akut.

Du kan da også lige få en blomst:
Jacqueline du Pré  -Harkness 1988
Flot, enkel og ren - der er dog kommet lidt på bladene, ved du hvad de der tynde sorte streger er?

Og så har vi en lidt ældre klassiker:
Du har selvfølgelig genkendt Ghislaine de Féligonde -Eugène Turbat & Compagnie 1916- Sund på alle måder, og med en vis diskret fin elegance.

Meget løv har fået kulør:
Her er det en rockii pæon der lige laver en flot finale.

Ha en dejlig weekend/helg!



tirsdag den 11. oktober 2016

Blandet høst



Sikken en sæson det har været, og det er ikke slut endnu. Frosten var nok hård, men rigtig meget har klaret sig igennem.

Må jeg byde på et bær?
Det er et tranebær, der ligger så flot på sphagnum-mossen. Noget helt andet end de der tørrede oversukrede man kan få i supermarkedet!

Og ellers er det lingon/tyttebær der er her i stor mængde, og frosten gjorde at de er sødere i smagen
Bærplukkerne har fået så dårligt betalt i år at man ikke behøver at gå langt for at få så det rækker!

Og så fik jeg brev fra Marit:
Dejlig med spændende martagon løg og masser af frø! Super at vi generøst hjælper hinanden her i haveblogland!

Og roserne giver ikke op:
"For Your Eyes Only" -Warner 2014-. Skal til at blomste igen!
Hostaen har dukket nakken og ser lidt brugt ud i kanten, men mon ikke blomstringen så småt er på vej?

Her er en der nok ikke når det:
En asters, flot i den lave sol, og med et lille blomsteranlæg. Jeg tror aldrig den har blomstret for mig heroppe.

I Danmark har det regnet, vist endda i store mængder rundt omkring . Det kunne vi godt bruge lidt af her...




søndag den 9. oktober 2016

Et lille stubberi



Opmuntret af kommentarerne på mit sidste nedslag, har jeg været i sving og har lavet et lille stubberi.
Her er lidt billeder af processen:
Området er vel en pæn kvadratmeter og fyldt med mindre sten i jorden og en enkelt stor der stikker op.
Her ses stubbe og min egen tørv parat til anvending.
Du bemærker måske den "rigtig" stub, der bagved det lille lærketræ? Det er birk og kan ikke rigtig bruges, den rådner simpelthen på et par år.
Så tror jeg mere på mine hundrede år gamle stubbe fra søen.
Nu er planterne med.
Det er 4 af disse Rhododendron.
Rhododendron pachysanthume, R. calophytum, R. auriculatum og R. orbiculare.
Fra mit nylige indkøb på haveselskabets plantemarked. 
Opdateret med links.



Og den sidste jord på. 
Tørven falder måske noget, så jeg har lagt en gren for at ikke uforvarende selv at træde ned i den, det overlader jeg til elgen.

Dette er egentlig kun et lille forsøg. Der skal besvare vigtige spørgsmål og give erfaring.
Hvorlang tid vil de omgivende planter være om at tilbage erobre området? Vil Rhodoerne kunne nå at have etableret sig? Hvor længe vil min hjemmelavede tørv stabilisere ph værdien?
Hvor meget pasning vil det i det hele taget kræve? 

Målet er jo "næsten ingen". 

Næste år vil jeg så prøve med et større stykke!


torsdag den 6. oktober 2016

Stubberi?



Jeg har gået og tænkt over det. Skulle jeg ikke anlægge et stubberi?

Her i haveblogland er masser af god inspiration at hente, de allerfleste bloggere har et eller andet flot eller specielt at byde på.
Og i vinters lod jeg mig inspireres af Maries blog: "Hortofilia" og Gunillas blog "Hagtorpet". Maria har en god gennemgang af ideerne bag - og Gunilla har et flot stubberi! Det er bare at bruge disse links!

Og så var det jeg tænkte, skulle jeg ikke selv anlægge et stubberi!

For her i Sverige har jeg masser af råvarer - stubbe:
Jeg tror klimaet (normalt) er ret ideelt. I år er måske en undtagelse fordi det har været så tørt...
Men selv da, se lige her:
Naturens egen stubberi, med små grantræer voksende gennem den tykke mos på den væltede sälg, som vist nok hedder seljepil på dansk?
Og så har det tørre vejr givet mig en klar fordel.
Vandet i søen er lavt:
Da de begyndte med at regulere vandstanden i denne sø (for over hundrede år siden), fik de forbud mod at sænke vandet ned under et vist niveau. Det klarede de smarte forretningsfolk ved simpelthen at hæve vandstanden 1meter. og så regulere ud fra denne højere vandstand. Med det resultat at en masse træer kom under vand og døde.
Deres stubbe står nu lige til at hente:
Jo, jeg spurgte lige hos dem der ejer skoven her. De vidste ikke at stubbene var der, og sagde at jeg kunne tage det jeg ville.
Så nu er der lidt materiale til at gå igang,

Og mere hvor det kom fra!


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...