søndag den 30. april 2017

Det store havemarked





Idag var det at Københavnskredsen i haveselskabet afholdt deres store forårs havemarked.

Og jeg måtte lige med!

Det var der 2 grunde til, den ene var selvfølgelig lige at se om der måtte være noget interessant i potterne.

Den anden grund var at prøve på at finde ud af hvorfor og hvordan haveselskabet har valgt de 5 blogge, de har nomineret til at blive "Årets Haveblog".

Det er som altid rigtig godt besøg på disse havemarkeder
Der var masser af planter og meget få pynteting. Kredsen sikrer at det ikke bliver en trist livsstilmesse!

Det er de frivillige og ulønnede i kredsen der står for dette store og succesrige arrangement, altså netop dem der angiveligt har været med til nominere bland andet 5 blogs til "CPH Garden Award" - og ja, her står formanden:
Og han blev overrasket, meget overrasket. Han kendte intet til det, slet intet. Og han undrede sig meget over det jeg kunne oplyse og hvad han har fået lagt navn til. 

Sikke noget kludder!

Det stemmer altså ikke, det som Haveselskabet oplyser, om at det er de frivillige, der er ansvarlige for nomineringen.

Hvem mon det så er, hvad er man ude på?

Ja, fortsættelse følger, og det meget snart!

Der er også andet at tage stilling til, for ønsker vi overhovedet en sådan rangordning af vore haveblogs?

Ville du selv bryde dig om at blive "nomineret"? Udvalgt foran de andre i blogfællesskabet...

Kom gerne med din egen mening!

Og nå ja, så fik jeg købt lidt:
Det blev bla til: En ny Dodecatheon - den sjældne austrofrigidum og et par frøformerede Oxalis hvor frøene kom direkte fra Patagonien, sådanb noget synes jeg jo er sjovt!

Skrevet i al hast - Må i alle have en dejlig ny uge!

torsdag den 27. april 2017

Hvem kommer først?




Hvert år holder jeg min egen lille konkurrence: Hvilken pæon kommer først? 
Der er 2 der altid skiller sig ud, men i år blander en tredie sig klart i slutspurten:

Min mørke rockii hører altid klart til favoriterne:
Paeonia suffruticosa subsp rockii "Ye Guang Bei". Med sine enorme knopper der ufortrødent bliver større dag for dag

Det gør næste ikke:
"Athena" Saunders berømte kryds fra 1949. Sidste års vinder er ligesom stoppet op i disse dage, måske den ikke kan lide de kolde nætter?

Men den hører stadig til blandt favoritterne!

Og det gør næste noget uventet også:
Og nej, dette er ikke en træpæon, men derimod det fremragende kryds: "Dark Eyes" som indeholder træpæonen P. delavayi og staudepæonen P. lactiflora "Mikado", altså en såkaldt Itoh-pæon.

Enkelte skud er ikke visnet ned denne vinter, det er typiskt de skud der ikke blomstrede sidste år. Det lader til at den nu vil indhente det forsømte, imponerende sådan 1 meter(!) oppe.

Flere at min hybridpæoner laver dette fine nummer:
Her er det Irene Tolomeo´s berømte kryds "Sonoma kalaidescope" der også starter med et forspring.

På billedet ser du også en Acanthus og et par lilier "Mister Sandman", bagved dem kan du lige skimte det lille skud fra Polygonatum humile "pygmækonval". Den er jeg ekstra glad for at se, den sprang sidste år over!

Nå, du vil have en blomst?

Hvad med min "Arjuna"?
Og nej, jeg har ikke drejet på en eller anden farveknap, sådan ser den ud!

Jeg ønsker alle en masse regn i weekenden og sommer i næste uge.



lørdag den 22. april 2017

En uventet fin lørdag i haven




Det blev en rigtig god dag, jo jo det blæste, og ja formiddagen var skyet. 
Men solen varmer mer og mer og himlen var skyfri fra middagstid. 
Ovenpå de sidste dage og udsigterne til næste uge, så er jeg glad!

Og det går stille og roligt fremad i haven:
Paeonia delavayi var lutea lægger op til en overdådig blomstring.

Og min "Arjuna" tulipan er ved at få farve:

Frostskaderne er til at overse: 
Nogen stilke vil måske blive lidt S-formede, egentlig ganske fornøjeligt!


Og min Iris magnifica er ved at begynde blomstringen, den er bare imponerende! 


Og her er noget jeg undrer mig over, kan det være en Cypripedium -fruesko? I så fald sprang den sidste år over...?

Og så er jeg begyndt at tænke i årets frø:
Mon min Fritillaria stenanthera skal til at lave frøkapsler? I tidligere år har den bare kastet det hele, dette ser lovende ud!

Imorgen skal blive en gentagelse af idag, det satser jeg gerne på!



onsdag den 19. april 2017

Frost



Det er let at blive pylret på sine planters vegne.

Og i nat havde vi -4,5 grader, så jeg var ret spændt, da jeg beså det hele i dagslyset:
Frosten var væk, tilbage var kun isen i min "very sunken garden" 1½mm, og så selvfølgelig skaderne på planterne.

Lad os se det værste først:
Min Polygonatum multiflorum -storkonval, har lagt sig helt ned, og den ser halvgennemsigtig ud på stænglerne, Alligevel må jeg konstatere at den rettede sig noget i løbet af dagen. Det er faktisk den eneste plante jeg er rigtig spændt på!

Jeg har en anden Polygonatum der også er pænt udviklet, den klarede sig væsentlig bedre:
Det er den lækre Polygonatum buschianum, der oprindeligt kommer fra Krim. Den er ikke så kritisk med sit voksested og klarer også fuld sol, og altså også frost!

Tulipanerne var også mærkede:
Men de rettede sig fint op i løbet af dagen 
Også disse kaufmannia typer, læg mærke til det lille flyvende insekt! Det er Bombylius major, en flue der imiterer en humlebi!

Vi havde fuld sol hele dagen og vinden lagde sig
Vibeæg - Fritillaria meleagris, flot flot i modlyset

De siger blæsten vender tilbage imorgen. Så slipper vi nok for mere frost - i denne omgang.



lørdag den 15. april 2017

Blandet på en regnvejrsdag




Det har ikke været særlig godt havevejr idag.

Jeg har gået en enkelt sneglerunde i regnen, men de ville ikke være med, de havde gemt sig, det var kun 2-3 grader og der var også sne i regnen indimellem. Det var en kold fornøjelse.

Der sker heller ikke så vildt meget i haveblogland. 
Så kiggede jeg lidt billeder og fandt på at lave et blandet nedslag!

Det er altsammen billeder fra i går, fra morgen til aften:
Den er da fin, men jeg må erkende at navnet det har jeg ikke. Det har jeg tilgengæld på næste:
Min mest stabile og livskraftige tulipan: tulipa fosteriana "Red impression" eller rettere det hed den, men da navnet ikke var beskyttet, så er der nu en anden der har nappet navnet og altså hedder præsis det samme nu.

Der kom også en byge igår:
De sidste botaniske står på spring

Men også "Arjuna" min vildeste tulipan. Selvom man ikke kan se vildskaben endnu.
Næste er ingen tulipan 
Ka du gætte hvad det er, svaret kommer nederst ->

Her har vi da fået et knæk: 
Noget (=mig?) må have gået på den tænker jeg, men den ser ud til at klare sig. Der er iøvrigt blomster knopper under den store.

Og her en lille sensation:
Det er min hybrid pæon, "Dark Eyes" der er et kryds mellem Træpæonen P. delavayi var. delavayi og staudepæonen P. lactiflora "Mikado".
Den burde ikke have blomsterknopper nu, og slet ikke på sidste års skud 1meter oppe.

Men vi har haft en mild vinter og forår, solen kom først da jorden var optøet. 

Så "Dark Eyes" leger træpæon i år - Super!

Blomsten jeg drillede med, det er selvfølgelig en Jeffersonia diphylla. Godt set!

Nå, mens jeg har skrevet dette, kan jeg se, at der er kommet mere gang i haveblogland.  Men pyt, jeg trykker på "udgiv". Der kommer nye billeder og indtryk hele tiden...






fredag den 14. april 2017

På fersk gerning




Dette her er svært at bortforklare, meget svært!
Den har hidtil klaret frisag, men dette billede taler sit tydelige sprog. Og så er vandalen endda fredet, det er da egentlig mærkeligt, for den ikke er oprindeligt hjemmehørende i Danmark.
Vinbjergsneglen (Helix pomatia) siges at leve af forrådnede plantedele. Jeg kan føje en enkelt levende plante til menyen, min Fritillaria persica!

Det har også undret mig at jeg ikke fandt de små "dræbersnegle" der hvor jeg har måttet konstatere snegleskader, som feks her:
Selve blodurten er giftig for snegle, mens blomsten og den pollen så åbenbart er delikatesser.

Og så er den altså fredet! Den må kun indsamles til privat fortæring, det må jeg så igang med, hvordan mon de smager?

Nå til noget mere spændende:
Min "Trillium" er måske ikke en Trillium, jeg tror det er den meget nærtbeslægtede Trillidium govanianum, en slags mellemting mellem slægterne Trillium og Paris, der opfattes som mere "primitiv" hvilket vel betyder "oprindelig"? Den var tidligere en Trillium, og betegnes som mere "interessant" end "smuk", så det er jo lige mig!

Jeg satte den i efteråret, en 25 cm fra det sted den nu kommer op, måske den har vandret lidt i jorden?

Til gengæld er mine rigtige Trillium på vej der hvor de skal
Jeg er helt vild med denne flotte farve og de markante årer i kronbladene, at løvet også er flot camouflagetegnet er en fin sidegevinst!
Trillium kurabayashii er det selvfølgelig.

Idag skinner solen, men fra i aften lover de konstant regn og kun en 3-5 grader frem til tirsdag. hvor de til gengæld lover nattefrost...

Så selvom det blæser op, så kalder haven idag!



onsdag den 12. april 2017

En noget anden konklusion



Jeg har sået majs, og er nået til en helt anden konklusion, og egentlig på de samme data!

Jeg snakker selvfølgelig om artiklen i "haven" her tester Karna Maj en masse forskellige majs, og noget af det hun konstaterer er at spirevilligheden er meget forskellig, ret ringe endda! Og helt uacceptabel dårlig for enkelte.

Jeg har selv lige sået majs:
Jeg havde 8 majs tilovers fra dem jeg såede sidste år, 5 er kommet op, og da jeg pirker forsigtigt til de andre 3 ser jeg at de er på vej, de er alle igang med at skyde roden ud. Jeg regner med en flot 100% spiringsprocent.

Min majs er en F1 "Zlota Karlowa" ="gylden dværg" og min leverandør var det store frøfirma Sonis i Litauen.

Karna får kun acceptabel spireprocent på de majs hun selv har stået for. Med ordentlig opbevaring og behandling. 

Jeg tror dette er pointen, at der er styr på hele processen. Det har de små frøfirmaer Karna har købt hos ikke kunnet garantere. For jeg kan ikke tro at de oprindelige gartnerier, de der har lavet frøene, leverer frø med en så pinlig lav spireprocent, noget er gået galt undervejs, og min erfaring med Sonis viser at det godt kan fungere!

Nå sikken en masse tekst!

Her kommer lidt andet der er spiret:
Sikken et fint blad! Det er min Oxalis patagonia, som jeg satte i slutningen af marts. Det er da totalt hurtigt!

Og så er min første Epimedium i blomst! Epimedium x warleyense "Orange Konigin"
Det er da også meget meget tidligt!

Og nu vi er ved hybriderne.

Min Helleborus X sternii: 
"Flame" tror jeg denne bliver kaldt 

Populær hos humlerne

Ligesom her - Muscari er da bare noget af det nemmeste!

Og her 2 billeder af Fritillaria meleagris: 

Øverste viser blomsten helt rent, mens jeg med det andet fotograferer gennem bladværket og får en helt anden stemning.

Hvilken foretrækker du?

Jeg ønsker alle en dejlig påske!




søndag den 9. april 2017

Naturen vandt




Jeg havde egentlig bestemt mig for at lave et nedslag om status for pæonerne, men da jeg sidder med billederne opdager jeg dette:
Her er vi tæt på, da jeg fotograferede stillede jeg skarpt på frøets kant, dybdeskarpheden er ekstrem lille!
Frøet er vel en 5-7mm i diameter, så vi er nede i småtingsafdelingen for kameraet, det er et enkelt frø fra min Paeonia delavayi, et frø som jeg åbenbart ikke har fået med, da jeg høstede dem i efteråret og man må sige det er gået forbløffende godt. Naturen klarer det bedre en mig selv! Der er beskrevet allemulige omstændige metoder til hvordan man gør for disse frø, der i teorien skal være 2 år om det. Men jeg tror det allerede lavede roden i efteråret og nu skal til at skyde resten af, Det bliver kaldt en hypocotyl, jeg bilder mig også ind at kunne se anlægget til de første blade, det kaldes en plumule. Ja, jeg har lige studeret det lidt.

Imponerende at dette har klaret en hel vinter på overfladen af jorden, vi havde jo minus 10-12 i en periode.
Det er jo næste komiskt at de frø jeg selv har sået efter alle kunstens regler først nu er ved at skulle til at udvikle deres rod. Naturens egen og hårde behandling af frøet ser ud til at have fremskyndet det hele...

Så havde vi konkurreret, så har naturen vundet!

Ellers er haven i fin udvikling, sneglene er stadig få og meget små, men de kan deres instinktive teknik:
Ja, sneglene bider stænglen over forneden, og når den havererede plante har ligget lidt, er der fin mad til dem.
Men de er som sagt få - sneglene, så det er ikke rigtig et stort problem, der er masser der uhindret kommer flot op
Her er det min lækre Korolkowia sewertzowii , jeg fandt lige et udsnit hvor modlyset var ekstra flot.

Og narcisserne blomstrer:
Dette er "Fluwel narcis F11", en endnu unavngivet flot sag fra dette fremsynede firma

Påsken skal blive grå og regnfuld, så det gælder om at få noget ud af havedagen idag!

torsdag den 6. april 2017

Dagens!




Der sker så meget i haven i disse dage.

Da jeg gik ind i Adonis fik jeg også vor mere hjemlige:
Den er lidt senere end amurensis, lidt større og med de samme flotte striber på kronbladene! Det er Adonis vernalis, som jeg tror jeg har set vild en gang, var det på Øland?

Den fantastiske slægt Helleborus skal også med:
Og en flot humlebi, den er købt som Helleborus lividus var corsicus, planten altså, humlebier er ikke til salg! Nå, nu kom jeg næsten fra det, navnet ja: Jeg mener at det gældende navn er Helleborus argutifolius.

Og pæonerne eksploderer:
Paeonia delavayi var lutea. Igen har kært barn mange navne. Men plantens livskraft kan de ikke ændre, imponerende!

Jeg må have lavet en pæon status, det ser godt ud!

Og så lige et spørgsmål:

Hvad er dette?
Ja, det er jo en Rhododendron, og en flot en, men hvilken? Jeg har fulgt dens udvikling i en nærliggende park, fra de vildt store blomsterknopper, ja de var som, hvad siger man: Æbler? og til dette overvældende blomsterhav. planten er en 4 meter høj, og har sådanne blomsterklaser over det hele! 

Den ville det være super at få stiklinger af, og sætte dem i Sverige!



tirsdag den 4. april 2017

Sol på skyggesiden



Det været nogen solrige dage, nogen gode havedage, og jeg er ved at lægge sidste hånd på et egentligt skyggebed, et bed der ikke er så afhængigt af om træerne er sprunget ud.

Men indtil det kan tages i brug, så er der sol på skyggeplanterne:
Ja, så langt er min Jeffersonia diphyllum kommet, de fantastiske blade skal til at folde sig ud.

Og kan du gætte hvilken plante dette er:
Løsningen er her på andet billede.

Sådanne tilbagekig er nyttige. Sikken mange snegle vi havde det år, det er solister i år, engang imellem finder du en som man af gammelvane lige ekspederer - det var et fuldtidsarbejde dengang...

Tror jeg får blomster på min Podophyllum versipelle i år!
Det vil være første gang, den ser ud til at trives bedre og bedre her.

Ligesom denne:
Trillium kurabayashii en flot sag fra det nordvestlige USA.

Og der er mere på vej:
Ved ikke sådan helt sikkert hvad dette er, Efter mine optegnelser kan det være en anden Trillium, men en der ikke kom op sidste år.

Det ville være spændende!


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...